Endelig

Endelig!



Endelig er kulden og dermed også isen væk fra de fleste søer i DK. Derfor havde Martin og jeg aftalt at vi skulle ud på årets første overnatning medio April.


Vi valgte et vand hvor vi tidligere har haft succes tidligt på året og hvor der samtidig var en rimelig mulighed for action selv om vandet stadig var koldt.


Vi fiskede det meste at eftermiddagen og selv om temperaturen nåede op omkring de 12-13 grader lykkedes det os ikke at få kontakt med karperne. Det var først hen sidst på natten omkring kl. 04 at Martin får kontakt med den første karpe. Desværre ryger krogholdet temmeligt tidligt i fighten.

 

Der er i løbet af natten kommet et pænt lag rimfrost på parasollen og stængerne. Men det tyder på det ikke påvirker karperne så meget for allerede en god times tid senere står jeg med flex på klingen og kan kort efter lande årets første karpe, en fin spejl på 8,9kg kommer en tur op foran kameraet inden den igen får friheden.

 


Omkring kl. 6.30 er det igen Martin der er bud efter og en fisk har taget agnen samme sted som den han mistede tidligere på morgenen. Efter en kort fight får han en skæller på 4,1kg i nettet.


Lækkert vi har nu begge fået en karpe på årets første tur, så kan man ikke andet end være glad og nu kan sæsonen for alvor gå i gang.


Håber der bliver landet mange karper rundt om i landet i den kommende tid.


Fiske hilsen

 


Brian